Dommergårdens vaskehus
I museets stenpiggede gård ligger Vaskehuset, som stammer tilbage fra 1888.
Vaskehuset er ikke åbent for gæster men kan alene ses gennem det gamle, sprossede vindue. Her får man til gengæld et fint indblik i hvor stort et arbejde, der for årtier tilbage lå bag at holde tøjet i en almindelig husholdning rent og pænt.
Det var udelukkende et kvindearbejde at ordne vasketøj. Og et slidsomt, varmt, trivielt arbejde var det. Gruekedlen kogte hele dagen, knoerne blev gnubbet hudløse på vaskebrættet, og luften var tæt af soda, damp og sved.
Et kig ind i vaskehuset vækker mange minder hos den generation af besøgende, der har oplevet de lange, udmattende vaskedage, hvor mange hænder var i sving.