ARTIKLER
| En pragtkniv og andre ting fra dagliglivet på Øm af museumsinspektør Helle Reinholdt |
| Christian 4. og Skanderborg - lidt byhistorie og to prægtige mønter af museumsinspektør Helle Reinholdt |
| Julen - "Den gode, gamle jul" - for 100 år siden af museumsinspektør Helle Reinholdt |
En pragtkniv og andre ting fra dagliglivet på Øm
ARBEJDER AF HVALROSTAND, BEN OG TAK FRA UDGRAVNINGERNE AF ØM KLOSTER
Denne artikel er et uddrag af bogen: "Øm Kloster - Kapitler af et middelalderligt cisterciencer-abbedis historie". Redigeret af Bo Gregersen og Carsten Selch Jensen. Udgivet af Øm Kloster Museum. I kommission hos Syddansk Universitetsforlag, 2003.
Af Museumsleder Helle Reinholdt, Skanderborg Museum
Indledning
Udgravningen af Øm Kloster gav en række fund, som fortæller om munkenes dagligdag. Mange af fundene kendes også fra andre middelalderlige sammenhænge, men en lille gruppe genstande af tand, knogle og tak har i særlig grad bragt os tæt på livet i klosteret. Ikke blot afspejler de gudstjeneste, bøn og arbejde – de fortæller også om munkenes bogproduktion, om deres måltider, personlige pleje og tidsfordriv.1
De fleste ting af tand, knogle og tak stammer fra udgravningerne i 1970’erne og i årene 1994-96, og her kender vi det nøjagtige fundsted. Om andre fund ved vi blot, at de er indsamlet inden for klosterområdet – her har vi kun i nogle tilfælde oplysninger om, hvor på klosterområdet, de er dukket op. Det gælder også for flere af de genstande, der blev fundet under de første arkæologiske undersøgelser på klostertomten i begyndelsen af 1900-tallet.2
Denne gennemgang præsenterer udvalgte eksempler af de genstande fra Øm, hvor tand, ben og tak er benyttet, men må ikke opfattes som en fuldstændig gennemgang af denne gruppe fund.
I en del tilfælde kan genstandene dateres ud fra den sammenhæng, de er fundet i, medens andre er dateret ud fra stilistiske træk og kendt typologi.
Knive til forskelligt brug
FORSKÆRERKNIV MED SKAFT AF HVALROSTAND
Der er fundet tre knive – eller fragmenter af knive – med skaft af tand og ben. En kniv med skaft af hvalrostand, der er udskåret som en bispefigur, påkalder sig særlig opmærksomhed.
 |  |
Knivens samlede længde er
Den fornemme kniv med skaft i hvalrostand og mønstersvejset blad må på grund af sin størrelse anses for at være en forskærerkniv. En sådan kniv med det usædvanlige skaft har uden tvivl påkaldt sig opmærksomhed ved munkenes bord, men skaftets form indebar på den anden side, at kniven har været vanskelig at bruge.
Kniven er fundet under de arkæologiske undersøgelser i 1996, i fyldjord, der er blevet påført, da man i 1495 ændrede forløbet af den kanal, der strømmede under den formodede hospitalsbygning. Kniven er dermed ældre end 1495, og skal på grund af sin stil formentlig dateres til engang i højmiddelalderen.
KNIVSKAFTER AF BEN
To andre knive har skafter af ben:
 Ill. 2: Forskærerkniv i hvalrostand, kniv og knivskaft i ben. Foto: P. Delholm, Moesgård | Den en er en næsten intakt kniv med benskaft, og måler 13,2 cm. Det tynde blad har vandret æg, skrånende ryglinie og en angel, der går helt igennem skaftet. Skaftet, som udgøres af to benskinner med tre nittehuller, er dekoreret med krydsende bølgelinier i et zigzag mønster. Den smukt udførte lille kniv kan ikke dateres nærmere end til tiden efter 1300, hvor knive med pånittet skaft blev almindelige.4 Den anden er et knivskaft af ben med angel hele vejen igennem skaftet. Det består af to benskinner, der holdes fast af fem kobbernitter. Skaftet er pyntet med beslag af kobber og har en indgraveret midterrille på langs. Knivskaftet er fundet i et vandførende lag fra den yngste kanal, der passerede under den formodede hospitalsbygning, og hvis funktionsperiode har strakt sig fra 1495 til klostrets nedbrydning i 1561. Det kan ikke afgøres, om de to knive har været benyttet til spise- eller arbejdsbrug. |
Nål og tråd i klostret
NÅLE
Nåle af ben og tak er repræsenteret ved fire eksemplarer (se ill. 3): To nåle af ben, begge med ovalt tværsnit og lige afsluttet hoved med boret øje. Den ene nål måler
Nåle af ben og tak forekommer almindeligt i fund fra middelalderen, men det er ikke lykkedes at konstatere en typologisk eller kronologisk udvikling inden for denne fundgruppe.5 Deres varierende udformning er utvivlsomt et udtryk for forskellige funktioner, såsom nålebinding (en tidlig form for "strikning"), fletning eller vævning – hvor de for eksempel kan være brugt som væveskyttel.6
| NÅLEHUS Blandt fundene fra Øm er et nålehus af ben. Det er 7,7 cm langt og af cylindrisk form med en største diameter på 1,1 cm. Nålehuset er drejet og har i begge ender haft et løst låg, der kunne skrues på ved gevind. Kun det ene låg er bevaret. Det er konisk og forsynet med koncentriske riller. Selve nålehuset er dekoreret med omløbende bånd af brede og smalle riller. Det smukt udførte nålehus har et vist håndværksmæssigt slægtskab med en pergamentprikker fra Øm (se nedenfor). Nålehuset er et løsfund, der blev gjort i 1994 umiddelbar syd for Øm klosters sydfløj. Det må anses for at være middelalderligt, men kan ellers ikke dateres nærmere. |
|
Personlig pleje
KAMME
Kamme er repræsenteret med tre stykker, der alle er sammensatte dobbeltkamme af ben:
 Ill. 4: Kamme af ben og øreskeer af tak. Foto: P. Delholm, Moesgård. | To kamme med længder på henholdsvis 6,3 og 6,9 cm har lige afsluttede endeplader, der sammen med mellem-plader holdes fast af to rektangulære skinner med fire kobbernitter. Skinnerne er forsynet med to randfurer. En kam har dobbeltbuede endeplader, der har været dekoreret med punktcirkler. En bred skinne med rektangulært tværsnit er forsynet med seks parvist placerede kobbernitter og dekoreret med fem langsgående riller. |
Alle kammene er af den sædvanlige middelalderlige type med såvel fine som grove tænder. Udsavningen af tænderne ses tydeligt på begge sider af skinnen. Sådanne tættekamme er den dag i dag effektive i bekæmpelse af lus.
De tre kamme med rette endeplader er af en type med en lang funktionstid, fra 1100-tallet til begyndelsen af 1400-tallet.7 Også kammen med dobbeltbuede endeplader er af en type med lang levetid, fra midten af 1100-tallet til slutningen af 1300-tallet.8 Kammene fra Øm kan ikke dateres mere præcist inden for disse tidsangivelser.
ØRESKEER
Øreskeer kendes i tre eksemplarer, samtlige skåret i tak (se ill. 4 ): To øreskeer har skafter på 8,5 og
Alle øreskeer er fundet i det vandførende lag i den yngste kanal under klostrets formodede hospitalsbygning, der er dendrokronologisk dateret til 1495. Skeerne kan således tidsfæstes til perioden 1495–1561, hvor Øm kloster bliver nedbrudt.
Sådanne små skeer betegnes normalt som øreskeer.9 Indtil videre synes den bedste forklaring på deres anvendelse nemlig at være, at de var til toiletbrug, eksempelvis til rensning af ører.
Bog og skrift
PERGAMENTPRIKKER 
Til genstandene af ben hører et enkelt instrument, der formentlig har været anvendt i forbindelse med klosterets arbejde med manuskripter. Det er en såkaldt pergamentprikker, en
Redskabet har sandsynligvis været benyttet, når man skulle lave hjælpelinjer, der lettede skrivearbejdet på pergamentsiderne. Det har dog også en vis lighed med en stylos – det skriveredskab, man brugte, når man skrev på en vokstavle.
Pergamentprikkeren kan på baggrund af fundsammenhængen dateres til slutningen af middelalderen.
Ill. 5
Gudstjeneste og bøn
PERLER
Fem små perler af ben blev i 1904 fundet "ved Skelet i Øm Kloster" sammen med syv andre perler af henholdsvis glas, rav og muligvis horn. Der er antagelig tale om perler fra en rosenkrans – altså en bedekrans, som man lod glide gennem fingrene under bøn. Hver af perlerne repræsenterede en bøn (se i øvrigt Lene Mollerup). Benperlerne har sider på 0,5-
Tidsfordriv
TERNINGER
Fundmaterialet omfatter fire terninger af tak og ben samt et stykke forarbejde til en terning i tak (se ill. 6).
 Ill. 6: Spillebrik, terninger og halvfabrikata til fremstilling af terninger. Foto: P. Delholm, Moesgård | To små terninger i ben har en side på 0,9 cm, mens en terning har en side på 0,7 cm. En terning i tak har sider, der måler 1,0 cm. Punktcirkler danner ter-ningernes øjne. Den mindste terning af ben og terningen af tak har modstående øjne, som tilsammen giver den klassisk romerske værdi syv, ligesom moderne terninger. De øvrige to har værdien tre-syv-elleve, hvor de modstillede øjne viser 1-2, 3-4 og 5-6. Dette system ser ud til at forsvinde ved middelalderens slutning.10 |
Et takstykke må tolkes som halvfabrikata til terningefremstilling. Yderst på det stavformede stykke er savet ud til en kubisk terning. Man har valgt at sætte et øje på de fem sider inden afskæringen. Selv om der her muligvis er tale om et prøvestykke, er det interessant og vel en antydning af, at en egentlig fremstilling af terninger også kan have fundet sted i klostret.
Mindst én terning og halvfabrikatet er fundet i det vandførende lag, der hører til hospitalet og den yngste kanalføring. Disse dele må være havnet i kanalen mellem 1495 og 1561.
DIVERSE SPILLEBRIKKER
Spillebrikkerne omfatter en flad spillebrik, et par knogler med indstøbt bly og en skakbrik (se ill. 6 og 7):
| En cirkulær, flad spillebrik er af ben, 4,1 cm i diameter og med hul i midten samt koncentriske cirkler. Om spillebrikken vides kun, at den er fundet på Øm. Spillebrikker af denne type er meget almindelige i middelalderlige fund.11 To fodrodsknogler med indstøbt bly skal muligvis tolkes som rekvisitter til knoglespil. Lignende knogler, også med indsat tyngde, kendes fra Ålborg og en række andre byer, hvor de er dateret til den ældre middelalder. |
|
Knoglerne kan være benyttet som en slags kastespil i lighed med det middelalderlige astragalspil (astragalos er det græske ord for det lille fodrodsben) og vore dages "Kaste gris", hvor de enkelte sider har bestemte værdier.12
En skakbrik af hvalrostand. Den
Skakspillet kom antagelig til Danmark omkring 1200, og middelalderen igennem kendes to stilistiske hovedlinier, hvad angår brikkernes udseende, nemlig den abstrakte, arabiske form og den naturalistiske, europæiske form. Fra danske jordfund kendes en del middelalderlige skakbrikker af ben og især af den kostbare hvalrostand, der var samtidens eksotiske eksportvare fra Grønland og det nordligste Skandinavien.13 Den fornemme, naturalistiske springer fra Øm er et løsfund fra den østre kanal, der løb få meter øst for klostret. Skakbrikken må formodes at være fra et tidspunkt efter 1200, men kan ellers ikke dateres nærmere inden for middelalderen.
Genstande til forskellig brug
ARMBRØSTNØD
Et fragment af en armbrøstnød af ben (en del af affyringsmekanismen i en armbrøst - når man spændte armbrøsten, fæstnede man strengen i nødden, som kunne drejes ved hjælp af en udløser) afspejler næppe våbenbrug i tilknytning til klostret, men snarere brug af armbrøsten i forbindelse med jagt. Armbrøstnødden kan ud fra den arkæologiske kontekst dateres til tiden efter 1495.
KNAGER
| To knager i tak (se ill. 8). Hjortegevirets takker har været oplagte som knager. Den største knage er forsynet med et hul, vel til fastgøring på væggen, og er på den ene side af spidsen dekoreret med et indhugget savtakmønster. Begge knager kan ud fra fundsammenhængen dateres til tiden mellem 1495 og 1561. |
MELLEMFODSBEN MED HUL
En særlig genstandstype, mellemfodsben af husdyr med udboret hul i langsiden, er repræsenteret ved tre eksemplarer. Knoglerne måler 7,6 og
| Denne genstandstype forekommer almindeligt i middelalderfund i Nord-europa. Knoglerne kan have fungeret som trådruller, amuletter, fløjter eller instrumenter, der kunne svirre på en snor og fremkalde brumme- eller summelyde (se ill. 9). Måske afspejler de musikudøvelse i klosteret?14 |
|
Halvfabrikata og genstande til ukendt brug
Fundmaterialet fra Øm rummer flere stykker af knogle og hjortetak med savspor, som sammen med halvfabrikata viser, at genstande af tak og ben blev fremstillet i klostret. En fabrikation af spilleterninger på Øm er allerede nævnt. I genstandsmaterialet indgår desuden en del fragmenter og hele stykker af ben og tak, hvis funktion er usikker. Flækkede benstykker med profileringer og naglehuller kan være dele af skafter. Slidspor på et afsavet ribben tyder ligeledes på anvendelse af en eller anden art.
Sammenfatning
De omtalte genstande af tand, tak og ben udgør en meget lille fundgruppe af det samlede materiale fra Øm Kloster, der består af flere tusinde genstande. Bortset fra enkelte genstandsgrupper, rosenkransperlerne og pergamentprikkeren, adskiller fundbilledet fra Øm sig ikke væsentligt fra det, der kendes fra mange byer og borge.
Materialet af tand, tak og ben fra Øm Kloster lider generelt ved, at en del er ældre fund samt løsfund, løsrevet fra en arkæologisk kontekst. Dette vanskeliggør en datering af den enkelte genstand og betyder, at fundgrupperne ikke kan behandles kronologisk. Det udgravede materiale stammer fra niveauer under daværende gulve, fra fyldmasser hentet andetsteds fra og fra nedbrydningslag. Af den grund kan de allerfleste genstandene ikke knyttes til bestemte rum i klostret.
| På trods af disse mangler og begrænsninger giver genstandene i tand, tak og ben alligevel et indblik i dele af det daglige liv i klostret, såvel det, der angik den enkelte munk – bl.a. den personlige pleje – og den del, der vedrørte munkenes fælles opgaver under mottoet "bed og arbejd". Om spillebrikkerne stammer fra folk der har gæstet klosteret, eller snarere skal tolkes sådan, at munkene indimellem fordrev tiden med at spille terning og skak og dermed ikke blot så stort på kirkens forbud mod hasard, men også den hellige Bernhard af Clairvaux’ ordensregler – ja, derom kan man kun gætte! |
|
- En oversigt over livet i de øvrige østjyske klostre kan læses i Kristensen, (1997). Materialet findes på Moesgård Museum under j.nr. M2, på Skanderborg Museum under j.nr. SBM 484 og på Øm Kloster Museum med forskellige referencer: D, 1, II, IX og ØM. Desuden genstande uden museumsnummer. Artiklen beskriver følgende genstande: Knive: SBM484x598, 1.68, SBM484x925. Nåle: M2CA140, M2EB38, SBM484x638, SBM484x600. Nålehus: ØM 819. Kamme: M2BEU5, to kamme uden nr. Øreskeer: SBM484x596, SBM484x597, SBM 484x599. Pergamentprikker: SBM484x230. Perler: D5801. Terninger: SBM484x25, M2DB87, M2CAX6, SBM484x617, SBM484x625. Spillebrikker: IX.13, M2EA12, M2BES22, II.11. Armbrøstnød: SBM484x658. Knager: SBM484x604, SBM484x626. Mellemfodsben med hul: II.22, SBM484x632, SBM484x803. Halvfabrikata og til ukendt brug: SBM484x782, SBM484x511, SBM 484x938, SBM484x802, SBM484x970, II.37, II.30. Genstandene er materialebestemt på Konserveringen, Forhistorisk Museum, Moesgård.
- KLNM (1957-1978). Artiklen Liturgisk dräkt.
- Kock, (1992), s. 417; Jantzen, (1998), s. 193.
- F.eks. i materialet fra Århus Søndervold og fra Viborg Søndersø. Andersen, (1971), s. 109-111; Christensen, (1998), s. 138.
- Forslag som væveskytteler: Blomqvist & Mårtensson, (1963), s. 176; Forslag som nålebindingsredskab: Lindström, (1976), s. 275-278. Desuden: Christensen, (1998), s. 138.
- Bl.a. i Århus Søndervold i begyndelsen af 1200-tallet til begyndelsen af 1300tallet: Andersen, (1971),s.152 -154; I Slesvig fra 1100-tallet: Ulbricht, (1984), s.52; i Lund fra begyndelsen af 1200-tallet til slutningen af 1300-tallet: Blomqvist, (1942), s. 154: i øvrigt hos Christensen, (1998), s. 132.
- En udførlig oversigt over dateringen af kamme med dobbeltbuede endeplader ses hos Christensen (1998) s. 133.
- Øreske: NoRM (1983); Grieg (1933), s. 244.
- Persson, (1976), s. 379-382; Ullbricht, (1984), s. 59.
- Kock, (1992), s. 433; Grieg, (1933), s. 257-260; Persson, (1976), s. 379-382. Desuden oversigt i Kristiansen, (1997).
- Kock, (1992), s. 433-434; Nielsen og Madsen, (1981), s.16-17.
- Liebgott, (1985), s. 77-85; Materialet hvalrostand er udførligt beskrevet hos Roesdahl, (1995).
- Trådrulle, brummer, fløjte: NoRM, (1983); Amulet: Blomqvist & Mårtensson, (1963), 209 -210.
Christian 4. og Skanderborg
- lidt byhistorie og to prægtige mønter
Artikel skrevet i andedning af Skanderborg Møntsamlerforenings 30 års jubilæum i september 2003
af museumsinspektør Helle Reinholdt, Skanderborg Museum
Frederik 2. (1559-1588) havde en meget nær tilknytning til Skanderborg. Den gamle middelalderborg, hvis ældste dele var fra omkring 1200, ændrede Frederik 2. til et tidssvarende slot i renæssancestil, der stod færdig i begyndelsen af 1570'erne.
Tæt ved Skanderborg Slot var efterhånden samlet en lille, permanent bebyggelse, som kongen skænkede købstadsprivilegier den 28. oktober 1583. Det blev starten på byen Skanderborg, hvis “ophjælp” således helt igennem kan tilskrives tilstedeværelsen af slottet med samme navn og slottets bygherre Frederik 2.
Christian 4.’s barndom og ungdom på Skanderborg
Frederik 2. holdt meget af Skanderborg Slot og opholdt sig ofte der sammen med familie, hof og venner. Slottets placering ved sø og skov gav plads for udfoldelse, og herfra udgik mange af den jagtglade konges udflugter til de midtjyske skove.
Frederik 2. førte dagbog i lange perioder af 1580'erne. Disse på mange måder usædvanlige notater giver os et indblik i den kongelige dagligdag, hvor små og store begivenheder blev optegnet side om side. I 1583 var kongefamilien flere gange i Skanderborg, og herom kan man bl.a. læse følgende:
1. januar. I dag var jeg med min Sofie og børn her på Skanderborg
2. januar. I dag drog jeg til Kalbygård på jagt.
3. januar. I dag drog jeg til Silkeborg, der kom min Sofie og min søn Christian også.
4. oktober. I dag lod jeg mig rense her på Skanderborg
12. oktober. I dag drog jeg til Skanderborg igen.
14. oktober. I dag drog jeg til Hem. Jagt.
15. oktober. I dag drog jeg til Nedenskov.
16. oktober: I dag drog jeg til Engetvedgård. Samme dag fik jeg malet i Rye mølle.
19. oktober: I dag drog jeg med min Sofie til Skanderborg igen...
Den 1. januar 1584 kan man læse: I dag var jeg med min Sofie og børn her på Skanderborg. I dag målte jeg Christian og Ulrik, hvor lange de var.
Sådanne dagbogsnotater giver bl.a. et glimt af Frederik 2. som en interesseret og omsorgsfuld far. Prins Christian (senere kong Christian 4.- 1588-1648) var født i april 1577, og således 6 år gammel, da familien er på Skanderborg Slot og faderen nytårsdag 1584 måler højden på ham og broderen.
Prins Christian besøger Skanderborg Slot adskillige gange i løbet af sin barndom og ungdom. Mens faderen var særlig optaget af områdets skove, havde sønnen mere interesse for søerne. Ifølge ligprædikenen over Christian 4. lærte den unge prins sømandskab på et orlogsskibs-lignende fartøj på Skanderborg Sø.
Skibe på Skanderborg Sø omtales flere gange i prins Christians tid. I 1584 kan læses om et “Rostocker-skib”, som i længere tid har ligget ved Skanderborg Slot. Skibet var sikkert erhvervet af prins Christians morfar, hertug Ulrik af Mecklenburg, under dennes stridigheder i Rostock i august 1583. Skibet er så fragtet på vogn til Skanderborg og sat i stand til sejlads på søen.
Få år senere høres igen om skibe på Skanderborg søerne. I 1587 blev der bygget en “brandjagt”- et fartøj med råsejl og lette kanoner. Netop i begyndelsen af 1587 opholdt prins Christian og den øvrige kongefamilie sig på Skanderborg, og prinsen har måske ved den lejlighed været på sejlads med det lille orlogsskib.
Også i Christian 4.’s kongetid var der skibe på Skanderborg Sø. I 1604 omtales fem “store skibe” ved slottet, og i 1608 kom der flere til. I 1617 dirigeres skibene til den lille Æbelø ud for slottet, og to år senere hører vi om endnu et skib på bedding i Skanderborg.
Sådanne småskibe skulle kaste glans over den kongelige bopæl, som det var skik i samtiden i bl.a. England, hvor kongebørnenes småskibe sejlede på Themsen.
Fig.1. Skanderborg slot og by. Fra Resens atlas ca. 1677
Christian 4. og Skanderborg
I sin regeringstid opholdt Christian 4. sig en del på Skanderborg, og kongen kom til at præge både slot og købstad i det store såvel som i det små.
Som eksempel på sidstnævnte og som et kuriosum kan nævnes, at hofmesteren i år 1600 fik ordre til at sende nogle bolde til Skanderborg Slot til brug i “det nye boldhus”, som kongen havde ladet opføre for at kunne fornøje sig med boldspil. Et andet af kongens tidsfordriv foregik angiveligt i det såkaldte “drejerkammer” på slottet, hvor der formentlig har stået en drejebænk. I dette hobbyrum har kongen sikkert drejet figurer og andet i ædeltræ eller elfenben, en udfoldelse, som også kendes fra andre af kongens slotte, f.eks. Rosenborg.
Selve slottet får flere ændringer i Christian 4.’s tid. Til det større byggeri hører, at kongen i 1617-19 ændrede renæssanceslottet til en solid fæstning med jordvold, palisader, voldgrav og mur langs søen. På trods af de nye forstærkninger af både slot og by var nytten ringe, da Skanderborg skulle stå sin prøve. Da egnen blev besat af tyske tropper i 1627, blev Skanderborg indtaget uden nævneværdig modstand.
Også senere krige satte sine kraftige spor på Skanderborg. I 1643-45 var Danmark igen i krig med Sverige, den såkaldte Torstensson Fejde. Skanderborg Slot blev i den forbindelse hærget, som fremgår af synsforretningerne de følgende år. Alt metal var stjålet, bly fra vinduessprosser og blytage kunne bruges til støbning af kugler, låse og beslag af jern blev gjort til kanoner.
Resens Atlas fra 1677 viser Skanderborg Slot og by som en storstilet befæstning med volde og bastioner (fig. 1). Virkelighedens fæstning var uden tvivl mindre ambitiøs, selv om dele af slottet godt kan være sandfærdigt gengivet. Selve bybefæstningens udseende kan ikke dokumenteres, kun en mindre del af Christian 4.’s formodede byvold ved Skanderborgs vestlige udfartsvej er stadig bevaret.
To prægtige mønter fra Christian 4.’s tid
Christian 4.’s engagement i forskellige krige blev Skanderborgs ulykke. Slottet led stor skade i de urolige perioder, som også satte sit præg på byen.
Fra Chritian 4.’s krigsperioder stammer to af Skanderborg Museums prægtigste sølvmønter. Det drejer sig om en halvkrone i sølv, præget i 1619 og en sølvdaler præget i 1623. Mønterne, der er danefæ, blev i 1998 indleveret af to findere fra Skanderborg. Mønterne er siden hen udlånt af Nationalmuseet til Skanderborg Museum.
 |  |
Fig. 2. Halvkronen svarer til dette eksemplar fra 1618. Skanderborg mønten har en diameter på 33 mm. Fra Kirsten Bendixen: Danmarks Mønt
Begge mønter er fundet uden for Skanderborgs historiske bykerne, den ene i en villahave ca. 2 km nord for Skanderborg Slotsbanke, og den anden blev fundet i forbindelse med nyt husbyggeri øst for Skanderborg Sø.
Efter fundet af de to store sølvmønter afsøgte Skanderborg Museum fundstederne med metaldetektor for at afklare, om mønterne var del af større fund. Der viste sig ikke yderligere fund, og mønterne må på den baggrund betragtes som enkeltfund.
Halvkronen (fig. 2) har på forsiden den stående, kronede konge med scepter og sværd samt omskriften: DANIA*CHRISTIANVS*IIII*D:G*. På bagsiden kongekronen og omskriften: REX*NORVEGI*VANDAL*GOTORV*Q*. årstallet 1619 og bogstaverne R.F.P., der er en forkortelse for kongens valgsprog: REGNA FIRMAT PIETAS, Fromhed styrker rigerne. De tre bogstaver blev dog også tolket som: Riget Fattes Penge!
Denne store sølvmønt indgår i en serie af dobbelt, enkelt, halv og kvart krone, indført i 1618. Mønten er i øvrigt undervægtig i forhold til sin pålydende værdi,- den kendte måde for den regerende konge at skaffe sig ekstraindtægter.
Daleren (fig. 3), der er præget i 1623 i hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg-Harburg, har på forsiden hertug Wilhelms (1603-1642) portræt med strutkrave og kniplinger. Omskriften: DUX*BRUN*ET*LUNBUR*WILHELMUS* D:G. Bagsiden viser hertugdømmets våbenskjold, et firedelt skjold med tre prydelser over. Desuden omskriften: PROVIDEBIT 1623 DOMUNUS.
 |  |
Fig. 3. Sølvdaleren fra 1623. Diameter på 42 mm.
Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg-Harburg ligger i Nordtyskland i nærheden af byen Hannover. Hertugdømmet var fremkommet ved en af de utallige arvedelinger af hertugdømmet Braunschweig, hvor alle sønner af en afdød hertug fik sit eget lille territorium.
Større, udenlandske mønter som denne daler var i samtiden lige så almindelig i omløb, som de egentlig danske mønter.
Afslutning
Både Frederik 2. og Christian 4. var tæt forbundet med Skanderborg og omegn. Begge konger satte deres afgørende fingeraftryk på byen og slottet Skanderborg, i fredstid og i krigstid. De prægtige sølvmønter, hvem end der har tabt disse, må betragtes som effekter fra en tid, hvor Skanderborg måtte bøde for Christian 4.’s berømmede krigslyst.
- De to flotte sølvmønter er udstillet på Skanderborg Museum.
Julen - "Den gode, gamle jul" for 100 år siden
af museumsinspektør Helle Reinholdt
For de fleste danskere er julen ensbetydende med hyggeligt samvær i familien, god mad, juletræ, levende lys, spil og leg, gaver og afslappelse. Midt i alle disse aktiviteter gør man sig desuden store anstrengelser for at se forbindelse til det glade budskab om fred på jorden.
Julen - En gammel festtid
De danske juletraditioner er dog hverken særlig danske eller historisk set særlig gamle. Ældst er selve navnet jul.
I vikingetiden havde man en festperiode hvert år midt om vinteren, som blev kaldt ”jul”. Man spiste og drak i flere dage. Med kristendommen blev denne hedenske julefest fastlagt til perioden 25. december til 6. januar. Festen fik kristent indhold, og kirken forsøgte samtidig at erstatte det gamle ord ”jul” med det mere passende ”kristmesse”, hvilket man kun havde held af i de angelsaksiske lande, hvor navnet ”Christmas” blev indført. I Danmark fastholdt man det hedenske ord jul. ”At drikke jul” var fra vikingetiden (900årene) og langt op i 1500årene det faste udtryk for at fejre jul.
Oprindelig var juleaften en vågeaften, som blev afsluttet med midnatsmesse i kirken. Men denne aften skiftede helt karakter i de nordiske lande. Juleaften blev selve julens højdepunkt med julemad, julegaver og juletræ og så videre.
Juletræet – En tysk skik
Skikken med et pyntet juletræ møder vi i Danmark så sent som i 1808, da det måske første juletræ blev tændt på godset Holsteinsborg på Sydvestsjælland.
Ideen var kommet hertil fra Tyskland og skikken bredte sig langsomt fra København ud over hele landet, først i de støre byer og i præste- og lærerhjem. Vi skal et stykke ind i 1900tallet, før juletræet også blev almindeligt hos arbejdere i by og på land.
Omkring 1900 var begrebet juletræsjul dog blevet særdeles udbredt hos hovedstadens borgerskab.
I 1898 skriver Berlingske Tidende, at der blev kørt 50 jernbanevogne med træer til København. Juletræerne var dengang udelukkende rødgran.
Samtidig ser vi også kulminationen med hensyn til juletræspynten. Udbuddet er overvældende. På Østergade ”Strøget” i København kunne man i 1899 købe følgende:
- Ekstrafine julelys
- lysepiber med og uden dråbeskål
- lyseklemmer
- balancer
- færdige flag
- kræmmerhuse
- julelamper
- dekorerede pyntelys
- glimmerkroge
- isbolde
- istapper i glas
- ny julesne med rim
- aldeles uantændeligt vat
- diamantstøv
- sneengle
- snemænd
- danserinder
- englehår
- kimende juleklokker
- topstjerner
- glimrende stjerner
- brillante glastoppe
- flyvende engle
- sommerfugle med guldstøv
- fugle i ring
- små kulørte silkefugle
- aber på cykel samt isguirlander
Det meste julepynt var import fra Tyskland. Men der var også blevet udviklet specielt dansk pynt på baggrund af det danske nederlag i krigen 1864. De kendte flagguirlander med dannebrog og flethjerter i rødt og hvidt glanspapir skulle understrege den danske nationalfølelse. Lige siden har dette pynt hørt til danskernes juletræ.
"Peters Jul" – Mange danskeres jul
Johan Krohns velkendte børnebog ”Peters Jul” udkom i 1866 som en undselig lille bog. Den kom i en udvidet udgave i 1870 og blev da en stor succes. Senere udgaver fra 1889, 1914 og 1942 gjorde ”Peters Jul” til en klassiker.
Bogen skildrer en borgerlig jul i et patriarkalsk samfund med alt det, som generationer har betragtet som en god og tryg dansk jul. Omkring 1900 brugte adskillige hjem faktisk ”Peters Jul” som en slags opskriftbog, så familiens julefest kunne forløbe rigtigt.
Jul på Skanderborg egnen omkring 1900
Der er selvfølgelig store forskelle mellem ”Peters Jul”, der udspiller sig i byen og den jul, man oplevede på landet. De følgende tekster giver et indtryk af juleforberedelserne for familie og tjenestefolk på landet omkring Skanderborg.
Juletræ og gaver kendte vi ikke noget til
Esther Munk indsendte i 1981 sin beskrivelse af barndommens jul på en gård i Adslev sogn i slutningen af 1800tallet til Nationalmuseet:
"Så oprandt da endelig juleaftensdag, som jo altid var en travl dag ude og inde. Mandfolkene med rengøring i gården og stalden, og der skulle skæres hakkelse, så vi var fri i helligdagene. Kreaturerne fik et ekstra foder, og der blev strøet godt med halm, så de kunne ligge blødt juleaften. Gamle folk sagde, at de faldt på knæ juleaften kl. 12 til ære for Jesus."
"Kvinderne havde ligeså travlt inden døre med alle juleforberedelserne, både med bagning og brygning. Der var en vis højtidsstemning over os alle, når kirkeklokken begyndte at ringe julen ind ved solnedgang, da syntes vi, at klokkeklangen lød renere og mere indtrængende end de andre dage, og vi børn fyldtes med en vis glædelig forventning om alt det gode, der ventede os i juledagene. Når vi så alle var færdige med vores gerning og havde skiftet arbejdstøjet ud med helligdagstøjet, kom vi så ind i dagligstuen til det store bord,der var dækket med en hvid dug og besat med al den gode mad, som i nogle år bestod af kødsuppe, bagefter æbleskiver. Før vi begyndte at spise læste fader juleevangeliet. I de senere år fik vi ribbenssteg, medisterpølse og æbleskiver efter måltidet. Senere spillede vi femkort, den af os, der fik det sidste stik fik enten et æble eller en hasselnød. Før vi gik i seng fik vi kaffe med søsterkage til, - sommetider læste far en historie af almanakken. Vi kendte ikke noget til at have juletræ, vi havde aldrig set et sådant i vores hjem. Julegaver kendte vi heller ikke noget til."
"Efter endt arbejde julemorgen blev bordet atter dækket med en hvid dug, da bestod måltidet af grisesylte med ituskårne løg lagt i vand og eddike, til at dyppe i. Så var vi i kirke og ofrede til præst og degn. Anden juledag havde vi altid julebesøg af vores naboer, som vi var i gildelav med. Maden bestod af klipfisk med kartofler og sauce med smør og sennep i. Fisken blev altid lagt i kalkvand et par dage, blev så banket af tærskelen for at få den rigtig tyk og mør – blev så lagt i rent vand for at få kalken trukken ud af den, hvorefter den så blev kogt samme aften, som den skulle spises. Min mor fik altid ros for fiskens tilberedning.
Der blev så serveret grisesylte og medisterpølse. Bønderne kunne altid glæde sig ved en god appetit."
"Hen på aftenen fik vi kaffe med søsterkage og klejner til, og mændene fik en kaffepunch, samtidig med, at de fik dem et spil kort, medens konerne med strikkestrømpen drøftede egnens nyheder."
Alle fik lov at spise så meget de ville
Signe Øvre Johansen fortæller i 1940 om julen i et håndværkerhjem i Venge sogn i begyndelsen af 1900årene til Dansk Folkemindesamling:
"Julen i mit hjem, et håndværkerhjem på landet i Midtjylland, begyndte allerede med slagtningen af grisen, som fandt sted den ottende dag før jul og foretoges af bedstemor. Hun hørte til de gamle, som var vant til at skulle kunne alt selv, slagte, karte, spinde, væve. Det gav rygrad at kunne selv, sagde hun, og endnu i sit 60. år gik hun ud på gårdene og slagtede. Bedstemor ankom dagen før, thi slagtningen skulle begynde tidligt, thi på den egn skulle alt være i orden efter slagtningen samme dag. Vi børn var med fra første færd. Vi er 12 søskende, men da der er 24 års forskel på den ældste og den yngste var vi jo ikke alle deltagere samtidig."
"Noget af det mest spændende var at se på, når selve slagtningen foregik, og alle var vi meget modige og skulle holde grisen i halen, men lige så sikkert forsvandt vi, når grisen begyndte at skrige. Så kom spørgsmålet frem, hvem der det år skulle have blæren fra grisen. Den skiftedes vi til at få fra år til år. Den blev tørret og pustet op og skulle bruges til nytårsløjer. Den kunne lave god støj, hvis den var godt tør og man gned med fingrene hen ad den. Sidste akt på dagen var kogningen af blodpølsen, og da var alle tilstede, børn som voksne, lærlinge som svende. Det var jo efter fyraften, og nu gjaldt det hvem der kunne spise mest, det var gerne en af lærlingene. Alle fik lov at spise så meget de ville af den varme pølse."
Efter slagtningen kom julebagningen, den var ikke mindre spændende, da vi alle fik lov at få et stykke dej at forme til en eller anden figur, mand, kone, hest osv., men undertiden blev dejen jo lidt sort for de mindste, før de blev færdige, så mor måtte forme et nyt stykke dej for dem."
"Efter bagningen kom rengøringen ude og inde. Alt skulle skinne i julen, så lysene rigtig kunne stråle, og så til allersidst lillejuleaften kom alle vi børn i bad og fik helt nyt linned og nattøj på. Efterhånden som vi var færdige blev vi stillet på række, thi når vi alle var færdige, skulle vi ind at vise far, hvor fine vi var i det nye nattøj. Så marcherede vi på række ind til far og så i seng. Det kneb jo lidt med at falde i søvn, vi skulle jo drøfte dagen derpå, så skulle far jo hente juletræ og vi skulle hjælpe at sætte det på fod, og gaverne var vi jo også optaget af.
Dagen til juleaften fik alle lærlinge og svende, som havde deres hjem, fri. De, som ingen hjem havde, fejrede jul i vort hjem sammen med os, ingen skulle føle sig ene juleaften. Om eftermiddagen til juleaften var alle, som kunne undværes og som var store nok dertil med far i kirke, medens mor ordnede julemaden. Kl. 6 spiste vi middag, der bestod af flæskesteg, ribbenssteg og medisterpølse med kartofler og rødkål, bagefter fik vi dessert, risengrød med svesker og flødeskum, en ret jeg for resten aldrig har fået andre steder end i mit hjem, men den smager ganske dejlig og er lettere fordøjelig end risengrød alene."
"Efter at bordet var ryddet hjalp svende og lærlinge den unge pige med opvasken og med at holde styr på os, mens far og mor pyntede juletræet. Alle vi andre måtte ikke se det, før det var tændt. Når døren så gik op, tog vi alle hinanden i hånden og gik omkring juletræet, medens vi sang julesalmer. Derpå fik alle deres gaver, der i mit hjem altid bestod af nyttige gaver. Men alle fik gaver. Så læste far juleevangeliet og der blev uddelt godter, der bestod af hassel- og valnødder samt æbler og konfekt. Efter godterne kom vi børn i seng, og de voksne sluttede aftenen med en kop kaffe."
"Juledag var far og mor altid i kirke og ellers gik dagen stille og rolig. 2. juledag samledes unge og gamle fra hele sognet til fællesjuletræ i forsamlingshuset, hvor der uddeltes godter til alle tilstedeværende børn, og så legede unge, gamle og børn til kl. 12 og så gik hver til sit."
"De følgende aftener mellem jul og nytår tilbragtes sammen med familiens omgangskreds i de forskellige hjem, så hos en så hos en anden. Men en regel var det overalt i julen, at kortspil fandt ikke sted, men overalt samledes man i barnlig leg og morskab, og alle var glade og tilfredse dermed. En skik, som også knyttede sig til julen var, at ingen måtte bære julen ud, alle blev beværtede enten det var tigger, naboer eller andre, der havde ærinde i huset."
Vi bagte i den store ovn
Ingeborg Christiansen indsender i 1940 sine barndomserindringer fra en gård i Horndrup i Tåning sogn omkring 1905 til Dansk Folkemindesamling:
"Det var først efter 1. december tingene tog fart; da begyndte gerne hovedrengøringen af hele huset på nær køkken og bryggers, som måtte vente til alle juleforberedelserne angående vask, slagtning og bagning var forbi; derefter fulgte storvask og strygning."
"Så fulgte slagtningen af julegrisen. Denne dag blev imødeset med stor spænding, og var en meget travl dag fra tidlig morgen, da grisen måtte lade sit liv, til sen aften, når hele huset duftede af pølsemad af alle slags, leverpostej og andre dejlige sager, for til sidste at kulminere i den herlige spise, sorte pølser. Så fulgte den næste store forberedel-se, og måske den største, julebagningen."
"Vi bagte i ”den store ovn”. Bagningen krævede ligesom slagtningen store forberedelser dagen i forvejen, brænde skulle slæbes ind i bryggerset og far måtte ind i ovnen for at lægge brændet til rette, efterse ventiler og have de fornødne redskaber i orden, samt til møllen for at hente melet, en tur, vi unger gerne ville med på. Dejen til rugbrød og sigtebrød skulle lægges aftenen før. Tidligt måtte vi op næste morgen for at tage fat på bagningen af brødet, julekager, småkager og de af os børn så skattede pebernødder."
"Lige før jul kørte far og mor til købstaden for at foretage de egentlige juleindkøb, hvoriblandt der var indkøb vi var særlig spændte på. Et par dage før jul blev gåsen slagtet, men en så stor eller omfattende begivenhed som den med grisen var det naturligvis ikke."
"Lørdagen før jul blev altid benyttet til fremstilling af pynten til juletræet. Æsken med pynten fra de foregående år blev taget frem og efterset, hvor meget der kunne bruges og hvad der skulle komplet-teres. Det var for os en højtidsstund, når mor kom med de kulørte glanspapir og begyndte at klippe hjertekurve, englestiger osv. Og vi fik lov at klistre og flette kurve."
"Lillejuleaftensdag fik vi tidlig fri fra skole og dermed begyndte skoleferien. Om eftermiddagen gik vi med far i skoven for at hente juletræet og overværende nøje, at det blev sat på fod, og hvert år mente vi, at det var det smukkeste træ, vi endnu havde haft. Det var en stående regel, at klejnerne denne dag blev kogt, og så var der klejnefest om aftenen."
"Endelig oprandt så juleaftensdag. Mens vi var ganske små var det den længste dag i hele året; det pyntede juletræ bag den lukkede dør gjorde sit dertil og vore tanker og tale drejede sig kun om det. Det var skik og brug hjemme, at al arbejde til julen var udført til juleaftensdag, så at man den dag kun havde det nødvendigste at gøre, karlene kørte roer ind, så at der var nok julen over, satte neg op til fuglene, frisk halm i hundehuset."
"Kreaturerne og hestene fik et ekstra godt foder den dag. Dernæst skulle vi alle gøre særlig toilette inden middag kl. 6. Bordet var smukt pyntet og levende lys tændt. Middagen bestod altid af risengrød med saft og vand, gåsesteg med rødkål samt æblekage. Alle mødte vi frem den ene mere vandkæmmet end den anden, og i søndagsstadsen, alle så vi feststemte og betagne eller forventningsfulde ud , men når far så havde læst bordbønnen og mor sagt vær så god, da begyndte vi så småt at finde os selv igen. Efter middagen var der en lille pause, mens mor ordnede køkkenet og pigerne klarede malkningen. Da kom det store øjeblik, hvor træet skulle tændes og døres til dagligstuen åbnedes."
"Først skulle træet beundres, så sang vi et par julesalmer, dernæst gik vi rundt om træet til tonerne af ”Højt fra træets grønne top”, så blev der gerne omdelt en lille gave til hver, og vi børn havde travlt med at få opklaret, om vi havde gættet rigtigt angående valget af julegaverne. Så kom alle godterne frem, hvor var det dejligt. Når vi så havde fået gaverne beset og sunget endnu en salme omkring træet blev der serveret kaffe med alle slags kager af julebagningen. Derefter underholdt vi os gerne en stund med et eller andet spil om pebernødder, for til slut at sige far og mor tak for en dejlig juleaften og gå til ro."
"Julemorgen serveredes der stuvet hvidkål med sylte, bagefter kaffe med julekage. Juledag var det skik at alle sognets beboere var i kirke.
Eftermiddagen tilbragtes roligt hjemme, og tjenestefolkene havde fri.
"Anden juledag benyttedes til familiebesøg enten nær eller fjern, og den dag skulle ungdommen i kirke og i øvrigt passe kreaturerne og andet nødvendigt på gården. I dagene mellem jul og nytår lå alt arbejde stille, var tjenestefolkene langvejs fra havde de gerne nogle fridage i den tid. Juleselskaberne florerede rigtigt. Havde man en stor omgangskreds kunne disse gæstebud vare langt ind i det nye år. Ved sådanne gilder var det bondekonernes stolthed at kunne overgå hinanden i kogekunst, navnlig hvis de kunne frembære en ret, der ikke tidligere var set der i kredsen, eller et nyt slags bagværk."
"Indkaldelse til et sådant julegilde lød gerne, om man ville spise aftensmad en nærmere bestemt dag og klokkeslæt. Der blev så serveret adskillige varme retter for til sidst at slutte af med et slags koldt bord, alt sammen retter fremstillet af gris eller fjerkræ. Når bordet efter flere timers spisning var hævet, gik kvinderne gerne ind i dagligstuen og fik håndarbejdet og snakketøjet i gang og mændene slog sig på kortspil. Hen på aftenen blandedes selskabet dog gerne igen, og var der nogle, som kunne synge og der fandtes et klaver eller andet, der kunne spilles på, forløb gerne en del af aftenen med spil og sang. Senere på aftenen serveredes kaffe med husmoderens vellykkede bagværk."
Juleminder fra en af byens købmandsgårde
Der var selvfølgelig altid stor travlhed hos Skanderborgs handlende op mod jul.
Redaktør Jens Knudsen beskriver i 1961 i Aarhus Amtstidende om julehandlen hos købmand P. Nielsen ved ”Havet” (nuværende Adelgade 2), omkring år 1900. Her et lille uddrag:
"I gæstestuen ved siden af butikken var der lagt en ekstra knot i kakkelovnen, thi termometrets kviksølv var kravlet nogle streger under frysepunktet, og der var faldet et let lag sne. Der var gasbelysning i butikken, og det sydede og suste i lampernes glødenet, der hyppigt måtte fornyes, når trykket på det lille gasværk i Vestergade steg og faldt.
I gæstestuen hang petroleumslampen midt over det store bord med tobakskassen, hvor ”Obels Melange” eller ”Canille knaster” stod til kundernes frie disposition."
"Der kom også søværts kunder i P. Nielsens købmandsgård. Færge-mændene fra Båstrup og Skårup bragte fuldt lastede både til landings-pladsen ved Dagmarbroen, og de var ikke mindre lastede, når hjem-turen skulle finde sted. Den hjemlige produktion af sulemad blev suppleret op med mel og gryn, sukker og sirup, krydderier og belysningsmidler, klipfisk og ikke at forglemme ”pejteren” med de klare dråber til 23 øre flasken."
”Glædelig jul” – Hilsen med posten
Trykte julekort kom frem i 1860erne, men blev først almindelige omkring 1900, nogenlunde samtidig med, at julemærket blev introduceret.
Ideen til et julemærke kom fra postmester Einar Holbøll i 1904. Overskuddet fra julemærket gik til et antal såkaldte julemærkehjem for nødlidende børn.
Det danske julemærke var verdens første, og der udgives nu julemærker i mere end 125 lande.
Julemærket fejrer i år 100 års jubilæum. Det lille mærke er som nævnt et ærkedansk produkt i den lange række af importerede juletraditioner, der tilsammen udgør vores jul.
Rigtig glædelig jul !
Helle Reinholdt, Skanderborg Museum